Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. Det er ingen myte, at beliggenhed er alt. Spørger man boligkøberne selv, er det nemlig det, de først og fremmest lægger vægt på, når de køber bolig. Dernæst spiller prisen ind, og først derefter bliver størrelsen og boligens stand relevant.
”At beliggenheden faktisk slår prisen med et mulehår er interessant. Men når løbet alligevel er så tæt, skal det tolkes, som at pris og beliggenheden skal være lige i skabet hos køberen, hvis boligen skal være interessant. Så kan man nemmere gå på kompromis med nogle af de andre kriterier”, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk
For at prisen er i skabet, skal den passe til køberens pengepung, som typisk er tilpasset det geografiske område, hvor køberen kigger på bolig. I dyre områder i Storkøbenhavn betaler man meget mere for boligerne end i Sønderjylland. Det betyder også, at en god beliggenhed er relativt meget dyrere i Tårnby end i Tønder. Den rigtige pris spænder derfor over store forskelle.
Knap 38 procent svarer, at beliggenheden er det vigtigste kriterium, når de søger bolig. 31 procent svarer prisen. Kun omkring 10 procent mener, at boligens stand og størrelse er det vigtigste, og forsvindende få lægger vægt på boligens energiforbrug og alder.
Motorvejsvilla til over 3 millioner
At beliggenheden trumfer alle andre parametre, giver nogle aparte eksempler på boligmarkedet. Gentofte Kommune har nogle af landets højeste boligpriser, og whiskeybælte-kommunen er attraktivt placeret i Nordsjælland tæt på Øresund men stadig i kort afstand fra København. Kommunens beliggenhed er derfor i top. Det resulterer i, at en villa, der ligger praktisk talt på Helsingørmotorvejen, alligevel udbydes til 3,5 millioner kroner. Der er ingen tvivl om, at prisen er langt lavere end for lignende villaer andre steder i kommunen, men kun få andre steder i Danmark, kan en motorvejsvilla komme så højt op i pris.
Se villaen på Lyngbyvej 393 i Gentofte
Velholdt villa i Nordjylland for 700.000 kroner
I andre kommuner kan man få flotte og velholdte villaer for en femtedel af prisen for Gentoftevillaen. I Bælum, der ligger mellem Aalborg og Randers, ligger eksempelvis en hyggelig rødstensejendom med en dejlig have og helt nyt køkken. Huset er løbende renoveret og fremstår på alle måder indbydende. Men det skønne hus har beliggenheden i mod sig, og hele herligheden udbydes til salg for bare 699.000 kr. Havde samme hus ligget i Gentofte, havde prisen været oppe i 3,6 millioner kroner.
Se villaen på Ravnborgvej 12 i Bælum
Fakta: Sådan gjorde vi
På Boligsiden.dk stillede vi i perioden 30. januar – 11. februar spørgsmålene: ”Hvad er de vigtigste kriterier, når du kigger efter ny helårsbolig? Du kan trække i svarmulighederne og dermed sortere listen. Træk det vigtigste svar op, stå det står øverst. Lad det næstvigtigste stå næstøverst osv.” og ”I hvilken landsdel kigger du efter helårsbolig”. 1.662 personer svarede på begge spørgsmål. Svarene fordelte sig sådan her, hvor kriteriet øverst på listen er vurderet som det vigtigste:
De fleste af respondenterne kiggede på bolig i Østjylland. Listen nedenfor viser, hvor respondenterne har svaret, at de kigger på helårsbolig.
Den fiktive pris på Bælumvillaen, hvis den havde ligget i Gentofte, er udregnet efter de gennemsnitlige kvadratmeterpriser i Gentofte Kommune.